At skrive en bog og gøre den klar til et forlag, koster utallige timer i en pærevælling af glæde, frustrationer, vrede, fortvivlelse, drømme og søvnløse nætter. Og når bogen er færdig, ånder man lettet op, for nu er det sværeste overstået, ikke? Nu skal bogen bare sendes til et forlag. Det er let nok, ikke?
Jeg vidste godt, at det ikke ville blive så let. Chancen for at få et afslag er væsentligt større end for at få et ’ja tak’. Mens jeg gik på Dansk Talentakademi hørte jeg mange foredrag med andre forfattere, som berettede om flere stakke af afslag, før de til sidst fik hul igennem. En hængte dem endda op for motivationens skyld.
Selvom jeg var klar over, hvor svært det er at slippe igennem nåleøjet, og endda havde lavet en liste i prioriteret rækkefølge over forlag der skulle prøves, ramte det første afslag overraskende hårdt. Og det var ikke engang mit første afslag. Jeg har flere gange indsendt noveller til konkurrencer, uden at blive valgt. Men romanen ramte hårdest.
Det var en mørk og regnfuld mandag
Efter jeg indsendte romanen til det første forlag på min liste, sad jeg klistret til min mail. Tænk hvis de svarede, og jeg ikke så det med det samme. Det ville jo være frygteligt. Okay, måske var jeg lidt utålmodig, og hvilken overspringshandling fra skriverierne er bedre end at holde øje med mails fra et forlag? :-p
Da de svarede 12 uger senere, gik alt i mig i stå. De ønskede ikke at arbejde videre med den, og de ville heller ikke se en redigeret version. Jeg fik dog en konsulentudtalelse, hvilket også er en sjældenhed. Udtalelsen var 99 procent positiv, og et enkelt punkt der let kunne forbedres. Det var jo sådan set ret godt, men måske også netop det der gjorde at afslaget føltes så absurd. For hvordan kunne den få så meget ros og afslag på samme tid?
Den uge sejlede min hjerne i modstridende følelser, og jeg kunne ikke koncentrere mig. Det kostede mig endda et point i klubturneringen i skakklubben. Jeg var frustreret over at forlaget sagde nej. Men jeg var lykkelig for at få en konsulentudtalelse og ikke et standardafslag. Men hvordan kunne de sige nej?
På et tidspunkt overvejede jeg at lægge den i skuffen, og i stedet gøre min fantasy færdig, så den kunne prøve lykken. Heldigvis har jeg en fantastisk veninde, der også er forfatter, som kunne sparke mig fremad igen. Jeg kunne ikke bare glemme romanen. Og bare fordi det første forlag sagde nej, betød det ikke, at bogen ikke var god nok – den havde bare ikke fundet sin rette hylde endnu.
Min forfatterveninde og jeg tog endnu et kig på udtalelsen, snakkede frem og tilbage og satte en masse post-its i en udskrevet version af romanen. Det er guld værd at have nogen at sparre med.
Jeg kastede mig over redigeringen der blandt andet indebar tilføjelser af scener og kapitler, et par omrokeringer og sletning af nogle enkelte scener. Og jeg tjekkede sproget igennem igen. Bare for en sikkerheds skyld.
Så samlede jeg mod til mig og sendte den til det næste forlag på listen.
Bedre held næste gang
Igen tikkede der efter 8 uger et afslag ind, men denne gang ramte det ikke nær så hårdt. Han kunne lide historien og sproget, men desværre passede den ikke helt ind i deres udgivelsesprogram. Men han syntes bestemt, at jeg skulle sende den videre.
Så det gjorde jeg. Nu vidste jeg, at redigeringen havde været en succes.
3. forlag på listen … sendte et koldt, standardafslag. I det sekund var jeg lykkelig for at det ikke var mit første afslag. Det havde nok taget flere måneder at komme over, og uden en chance for at gøre noget bedre.
Nå, jeg måtte gå i tænkeboks. Det kunne simpelthen ikke passe, at jeg ikke kunne finde et forlag der ville have mig. Jeg måtte gøre noget anderledes, ændre noget.
På et tidspunkt kom jeg til at tænke på et mindre forlag, der tidligere havde skrevet, at de var interesseret i at se min fantasy og min YA. De lød vanvittigt søde, men jeg havde altid drømt om at være på et stort forlag, så på det tidspunkt holdt jeg fast i min kære liste. Og bare fordi de ville læse det, var der jo stadig ingen garanti for at de ville tage den.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at de store forlag er fristende at starte ud med. De har allerede mange læsere, og man er højst sandsynligt selv én af dem, og budget til store dele af markedsføringen. De små forlag er kun lige begyndt at gøre sig bemærket, og det er svært med alle de bøger der udkommer hvert år. Men så igen – alle forlag har været små engang. Og måske er størrelsen heller ikke det vigtigste.
En dag, efter mange overvejelser, skrev jeg til dem og spurgte, om de stadig var interesserede i at se min YA. Det var de heldigvis, så jeg skyndte mig at sende den af sted til redaktøren.
Nu måtte jeg bare krydse fingre.
Hvad nu hvis …
Det er aldrig fedt at få det ene afslag efter det andet. Ens kreativitet kan virkelig få nogle slag, hvis man ikke passer på, og det er så let at falde i den-var-nok-ikke-god-nok-spiralen. Der gik længe før jeg fandt min stemme igen, og jeg håber aldrig, den forsvinder på den måde igen.
På den anden side har afslagene også lært mig en masse. De har på hver deres måde været med til at gøre romanen bedre, og skubbet mig i den rigtige retning. Jeg har revurderet min opfattelse af forlagsverdenen, og er kommet frem til at det vigtigste for mig er at forlaget har et godt ry og at de behandler deres forfattere godt.
Jeg glæder mig til at fortælle mere om ventetiden, flere tanker jeg gjorde mig og ikke mindst forlagets svar, på mandag. Jeg har aldrig været specielt god til at vente, så hvordan er det helt præcist man holder 17 ugers ventetid ud?
Tak fordi du læser med.
