For næsten et år siden afleverede jeg mit afgangsværk på Forfatterlinjen, og blev der rådet af min mentor til at lægge teksten helt væk i nogle måneder, før jeg begyndte at redigere igen. Det gør det nemmere at se fejlene.
Jeg må indrømme, at jeg er splittet i forhold til om det er en god idé eller ej. Der vil altid være plusser og minusser ved ting, men for mig det sjældent, at jeg ikke kan beslutte mig.
Men lad os se lidt på det.
Fordele
- Vi har en tendens til at stirre os blinde, så lidt afstand kan gøre fejlene mere synlige.
- Når jeg har arbejdet på en tekst længe, kan jeg godt blive så træt af den, at jeg har lyst til at kyle den ud af vinduet. De aggressioner forsvinder, når jeg holder pause.
- Nye idéer får tid til at tage form.
Ulemper
- Når jeg kommer for meget på afstand af historien, har jeg svært ved at komme ind i den igen. Det tager lang tid at finde den rigtige tone.
- Jeg glemmer hvor ting er i historien, og jeg hader at kigge i samtlige notater hvert 5. minut. Det tager for lang tid og ødelægger flowet.
Ja, der flere punkter under fordele, men det er som om ulemperne føles tungere.
Jeg er endnu ikke færdig med at eksperimentere, men indtil videre leger jeg med hvor kort en pause der skal til for at få fordelene uden ulemperne. Om det nogensinde vil lykkes, ved jeg ikke. Det kan også være, jeg er en af de forfattere, som bare ikke skal holde den pause? Det må tiden vise.
Hvad gør du selv? Har du et smart trick? Lad mig høre dine tanker 🙂
