Da jeg sendte min YA til det første forlag, havde jeg valgt dem af mange årsager. Og jeg skænkede det ikke en tanke, at jeg måske skulle kigge efter et andet forlag. Men der kom et afslag + en konsulentudtalelse. Så mens jeg redigerer romanen igennem igen, undersøger jeg nøje de forskellige forlag. Det nytter jo ikke noget at sende en YA til et forlag der kun udgiver krimi.
I dag giver jeg ordet til Sidsel Sander Mittet, så tag rigtig godt imod hende.
Min vej til et forlag
”Sidsel Sander Mittet, Forlaget Facet vil gerne tilbyde udgivelse af din roman ’Rent blod – Morika 1’”. Det var ikke præcis dét, der stod i mailen fra forlaget tilbage i 2014, men det var noget i den stil. Jeg modtog mailen, mens jeg sad til lærermøde på det gymnasium, jeg arbejder på, og burde slet ikke tjekke mails. Det gjorde jeg så alligevel med det resultat, at jeg blev nødt til at sidde og lade, som om jeg interesserede mig for problemer med printeren på førstesalen, mens jeg sad og bare havde lyst til at juble.
Det gjorde jeg i stedet, da jeg kom hjem. Jeg ringede rundt til familie og venner, og jeg skrev begejstrede indlæg i min dagbog med versaler. Bagefter var der selvfølgelig stadig en fandens masse arbejde. Ting, der skulle rette til, sprog der skulle nusses med – al den slags. Det laver imidlertid ikke om på, at jeg den dag under lærermødet begyndte én rejse, der på nuværende tidspunkt har medført ni fantasyudgivelser på netop dette forlag.
Men – den dag til lærermødet var i slet ikke begyndelsen på rejsen, men blot kulminationen på noget, der var begyndt … ja, hvornår?
Jeg har altid skrevet. Siden jeg var ni år, har jeg skrevet dagbog, og mine første eventyr og historier daterer sig til nogenlunde samme tidspunkt. Senere skrev jeg noveller, og i min Blå bog fra gymnasiet, står der, at jeg enten ville blive dansklærer på gymnasiet eller forfatter (det er sandt, mine gamle klassekammerater må have været synske ?). Jeg skulle dog helt frem til 2011 eller deromkring før jeg første gang sendte en bog til et forlag – og til et til, og til endnu et og endnu et, hvis du forstår pointen? Bogen ligger stadig i min skuffe, og hvis jeg skal være ærlig, kan jeg i dag godt se, hvorfor den ikke blev udgivet.
Afslagene kunne have slået mig ud (og altså, misforstå mig ikke – det var sgu ikke sjovt, langt fra!), men til min egen overraskelse tog jeg det relativt pænt. Måske skyldtes det, at jeg havde et godt netværk. Jeg har aldrig haft svært ved at dele det, jeg skriver, med andre. Jeg kommer fra en læsende familie, og jeg har masser af nære, der gerne vil komme med kritik – både positiv og negativ. En anden grund, til at jeg ikke følte mig helt ødelagt af afslagene, var måske, at jeg allerede var i gang med den næste bog – nemlig Rent blod, som jeg omtalte i begyndelsen af dette indlæg.
Da jeg havde skrevet Rent blod færdig, og den havde været igennem en hel del betalæsere – nogle af dem havde jeg faktisk læst højt for (noget jeg kun kan anbefale, hvis man har tid. Det er en fantastisk måde at opdage sine egne fejl). Nå, men da jeg endelig synes, jeg var klar, gjorde jeg det anderledes end første gang, hvor jeg lidt groft sagt havde skudt med spredehagl ift. forlag og havde sendt til dem, jeg lige genkendte fra min bogreol. I stedet gik jeg ind og læste noget mere om forlagene, lurede hvem deres målgrupper var, hvilke genrer, de især gjorde i, og undersøgte deres ry.
Jeg nåede frem til, at det var vigtigt for mig at finde et forlag, der brændte for fantasy og YA, et forlag, der havde tid til mig (altså et professionelt forlag med stor viden på området, men ikke nødvendigvis en kvantitetsmæssigt stort forlag). Jeg ville gerne finde et forlag, der havde lyst til at arbejde med debutanter, og som jeg vidste, andre debutanter havde været glade for.
Endvidere gjorde jeg mere ud af, at redigere mit manuskript, så det i højere grad levede op til de krav, forlagene lagde op på deres hjemmesider.
Mit øgede forarbejde gav pote.
Både med den første (aldrig udgivne) roman og med Rent blod, sendte jeg ud til et forlag ad gangen – fordi det er det, de selv anbefaler. Det fair i dette krav kan diskuteres, men jeg ville for guds skyld ikke pisse nogen af. Det betød i tilfældet ”Rent blod”, at jeg kun nåede at sende ud til et forlag – nemlig et af de forlag, jeg var nået frem til passede bedst til mig. Og jeg havde ret – det syntes forlaget heldigvis også ?. Jeg ved, at det er en sindssyg atypisk historie, og jeg ved, at det ikke nødvendigvis betyder, at mine bøger er bedre end de bøger, hvis forfattere har kæmpet mere for at få dem ud. Jeg var heldig og ramte det rigtige forlag på det rigtige tidspunkt med den rigtige bog – men jeg tror også på, at forberedelsen SPILLEDE en rolle – både den jeg selv gjorde ift. forlagene, men også den, mine betalæsere hjalp mig med. Selvom forlagene godt kan se igennem visse fejl, hvis historien bare er god (guderne skal vide, at der var masser af fejl i Rent blod, som først blev rettet i redaktionsprocessen), er chancerne altså større, hvis man leverer et produkt, som det ikke vil tage årevis at få gjort klar til udgivelse. Hopla, nu begynder jeg at lyde en anelse moraliserende, og derfor vil jeg stoppe.
Jeg håber, I kan bruge mine helt subjektive refleksioner til et eller andet. Tak, fordi jeg måtte få ordet herinde?
