Færdig på Forfatterlinjen – hvad så nu?

Færdig på FGK 4.6.16

3 år flyver af sted, når man har det godt. Er det egentlig ikke altid sådan? Når man laver noget, der gør en glad, går tiden alt for hurtigt, og når det er knap så interessant, er det næsten som om tiden standser.

Jeg har netop gennemført den 3-årige forfatterlinje på Dansk Talentakademi i Holstebro, og jeg har en fantastisk følelse indeni. Jeg har deltaget på lige fod med alle andre, og er – så vidt jeg ved – den der afleverede mest til eksamen – nemlig 403 sider. Det har til tider været hårdt, fordi helbredet har drillet. Men jeg har gennemført, og for mig betyder det alt. Fordelen ved forfatterlinjen har været, at meget af det er selvstændigt arbejde med sin egen tekst. Det vil altså sige, at de uger hvor jeg har været hjemme på grund af sygdom, har jeg stadig haft mulighed for at arbejde på min tekst i eget tempo. Det har været rigtig rart.

Men hvordan startede det egentlig?

Jo, ser du. I februar 2013 hørte jeg om denne forfatterlinje inde på Movellas, som er en side for unge forfatterspirer. På daværende tidspunkt havde jeg taget skrivningen seriøst i et år. Tilbage til skolen, så hørte jeg desværre først om den efter ansøgningsfristen. Først ærgrede jeg mig rigtig meget, og syntes det var træls at skulle vente et helt år! Jeg ville så gerne være forfatter. Så jeg tog chancen og skrev en mail, hvor jeg forklarede, at jeg først lige havde fået kendskab til skolen, og derfor spurgte om jeg kunne få lov til at ansøge alligevel.

Svaret kom kort efter.

Jeg måtte pænt vente til næste år.

”Øv!” tænkte jeg. Bagefter blev jeg ramt af en jeg-er-sikkert-heller-ikke-god-nok følelse. Det var jo trods alt en linje på Dansk Talentakademi, og jeg var jo bare mig.

Nogle måneder senere lå der pludselig en mail fra lederen. Hun skrev, at der var blevet en plads ledig, så hvis jeg stadig var interesseret, skulle jeg skynde mig at sende en ansøgning. Den skulle indeholde 10 siders tekst og min motivation for at søge ind.

To dage senere var jeg til samtale, hvor jeg fik at vide, at jeg var blevet optaget. Det var den dag, der satte kursen for der hvor jeg er i dag.

Første år bød på mødet med andre mennesker, der havde samme interesse som jeg. Det bød på alternative løsninger – bruge et bord som rampe. Jeg skrev en historie baseret på et interview for første gang. Jeg lærte om redigering – aldrig noget jeg havde hørt om før. Jeg blev smidt på scenen. Jeg fik en veninde for livet. Og jeg følte mig for første gang i mange år rigtig velkommen og som en del af holdet. Selv da jeg var syg i en længere periode, fik jeg lov til at blive. Og da de tog på studietur til Firenze, ringede de over Skype, så jeg på en eller anden måde var lidt med. Det varmede.

Samme år startede jeg faktisk også på HHX, og fulgte altså begge skoler samtidig. Det var ekstremt hårdt, specielt fordi jeg er så perfektionistisk og derfor lagde alle vågne timer i det. Da jeg så blev syg i længere tid, kunne jeg slet ikke følge med. Det stressede frygteligt, så jeg tog en snak med studievejlederen, og fik et års orlov. Det gav mig tid til at få styr på sygdommen og komme til kræfterne igen.

Jeg fortsatte videre til andet år på forfatterlinjen. Nu kunne jeg tage det stille og rolig, og fokusere på det jeg brændte for. Det år overvandt jeg min sceneskræk, prøvede kræfter som skuespiller i et stykke jeg selv havde været med til at skrive. Det blev også året, hvor jeg var med på min første studietur nogensinde. Den gik til Dublin. Det var virkelig koldt, og på den tur lærte jeg mine grænser at kende. Jeg ville gerne være med til det hele, men måtte på anden dagen erkende, at det kunne jeg fysisk ikke holde til. Det er surt, men det er bare super vigtigt at kunne sige fra. Min leder var meget forstående, og jeg fik lov til at slutte mig til aktiviteterne senere på dagen. Jeg havde samtidig nyresten, så energien eksisterede ikke.

Det år tog jeg også valget om at droppe ud af HHX og simpelthen lægge alt min energi i det at være forfatter. Jeg døjede stadig med sygdom, og nu hvor jeg kendte mine grænser, vidste jeg godt, det ikke var en god idé at starte op igen. I hvert fald ikke i denne omgang. Jeg snakkede med studievejlederen om, at jeg eventuelt kunne tage nogle fag på VUC, og derved kunne få merit, hvis jeg besluttede mig for at prøve HHX senere.

Så kom tredje og sidste år. Det var nu det for alvor gjaldt. Min fantasy roman skulle være færdig, da det var mit afgangsværk. Jeg skulle også vælge en mentor, der kunne hjælpe mig de sidste fire måneder.

Jeg havde i sommerferien læst serien Dæmondræberen af Louise Haiberg, og var blevet fanget af den. Hun har en skøn skrivestil og hendes univers er vanedannende. Jeg valgte derfor Louise som min mentor, og gudskelov sagde hun ja. Fire måneder er absolut ikke længe, og med mit tempo – 300 ord i timen – er det en smule stressende. Men jeg har lært sindssygt meget af hende, og nogle af tingene sidder allerede så godt fast, at jeg gør det helt automatisk.

Eksamen, som egentlig bare er en samtale, gik forrygende, og jeg fik noget meget brugbart feedback. Og det varmede, at de var begejstrede for romanen.

Til dimissionen fik jeg, udover et diplom, en udtalelse fra Louise på hele værket, og en udtalelse fra en redaktør der har læst første kapitel i forbindelse med udgivelsen af vores afgangsantologi.

Alle de ord jeg har fået med, har givet mig modet til at fortsætte redigeringen af romanen og derefter sende den af sted til et forlag. I det hele taget bare at fortsætte med at skrive. Så hvis jeg nogensinde ryger i jeg-er-ikke-god-nok hjørnet, så vil jeg læse udtalelserne og tænke tilbage på dette øjeblik.

 
Det har været en sand fornøjelse at være en del af forfatterlinjen og Dansk Talentakademi. Jeg har fundet min plads, og jeg har lært nogle dejlige mennesker at kende. Det har uden tvivl været det rigtige for mig, og jeg holder fast i at man skal forfølge sine drømme. Det har aldrig været let, og man er nødt til at arbejde for det, men det er det hele værd!
 

Hvad så nu?

Ja, det er et godt spørgsmål. Jeg har et halvt år fri, som jeg regner med at bruge på at skrive, læse, måske holde foredrag og workshops, og hvad jeg nu ellers finder på. Mulighederne er uendelige.

Fra januar til og med maj 2017 tager jeg på højskole, hvor der selvfølgelig er en forfatterlinje.

Derefter er fremtiden uklar. Men det er okay. Hvad er det sjove også ved at vide alt?

Jeg glæder mig til at gå på opdagelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You may use these HTML tags and attributes:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>