Stephanie Fjeldsø Fischer – Forfatter

Vejen til udgivelse #2 – Anika Eibe



Synes du også det er både fedt og skræmmende at blive færdig med et manuskript?

Du har sikkert haft søvnløse nætter og fået hudløse fingre i processen, og nu er det blevet tid til at sende det ud i verden. Det er lidt skræmmende. Men det skal nok gå.

I dag giver jeg ordet til Anika Eibe, som kommer med nogle rigtig gode råd. Tag godt imod hende.


Der findes ikke noget så skønt som at have afsluttet et manuskript!

At sidde og kigge på enten den elektroniske version på skærmen eller hvis man er typen der har printet det ud og beundrer den store stak papirer der indeholder ens værk.

Ens blod, sved og tårer, som man har kæmpet så hårdt for at færdiggøre.

For de fleste har det været en sindssyg proces med op- og nedture, mens man har skrevet det. Og det sammen når man er færdig. For mig gælder det i hvert fald at jeg går fra enten at synes at jeg er genial til at jeg er den værste forfatter på jorden, og jeg ikke er værdig til at udfærdige en huskeseddel.

Man skal bare huske på at det er ganske normalt, og man generelt som forfatter kan være temmelig følelsesladet omkring sine egne værker.

Lad være med det. 🙂

Lige nu sidder du der med dit færdige manuskript og bærer alle dine følelser uden på tøjet, men det er lige nu at du skal træde et skridt baglæns og tage afstand fra dit værk.

Nu er det ikke din baby længere. Ikke dit barn, som du har passet, plejet og formet til det nu har vokset sig så stort at det er klar til at flytte hjemmefra.

Det er faktisk ikke en baby, men en flyvefærdig ung voksen, og det er på tide at give slip.

Nu er det tid til at give følelsesmæssigt slip på bogen, for ellers kan næste led i processen blive temmelig smertefuld.

Først og fremmest skal man distancere sig fra sit værk, og afsøge markedet ordentligt. Hvis du har skrevet en fantasy, så gå ned på biblioteket, tjek fantasy-hylderne og læg mærke til hvilke forlag der har udgivet bøger i den genre.

Jeg har nævnt det før, og gør det gerne igen … jeg sendte en voldtægtsbog til et lystfiskerforlag i min iver for at komme ud over stepperne. Jeg behøver vist ikke uddybe at jeg fik et afslag, fordi det ikke lige var en del af deres program. 😉

Gør dit hjemmearbejde, tjek deres hjemmeside, og læs hvad de skriver omkring modtagelse af manuskripter. Måske antager de slet ikke nogen for tiden, måske gør de. Måske har de specifikke krav til hvordan de vil modtage manuskripter.

Gør dig selv den tjeneste at undersøge forlagets udgivelsesprogram, og deres krav til manuskripter.

Derudover … vær opmærksom på at der i denne branche – lige som alle andre – også er bondefanger-virksomheder, der kun er ude på at ribbe dig for penge. Hvis et forlag siger ja til udgivelse, og samtidig kræver penge af dig, så lov mig at du googler og spørger på diverse forfatterfora på Facebook, for der vil altid være nogen som ved noget.

Generelt … hvis det er for godt til at være sandt, er det det sikkert også.

Og så send du dit manuskript af sted … Og vent med bævende hjerte, for der går lang tid, og det føles som evigheder inden du får svar. Nogle gange går der evigheder.

Derfor er det vigtigt at gå i gang med noget nyt, så du kan beskæftige tankerne med noget andet. Start en ny roman, for den anden baby er fløjet fra reden, og du kan intet gøre. Den lever sit eget liv, og skal klare sig på egen hånd, og det er på tide at du laver dig en ny baby. 😉

Held og lykke!

Min egen vej til udgivelse har været lang og snørklet, og den har jeg beskrevet i detaljer i min blog-føljeton her:
http://anikaeibe.dk/populaere-blogindlaeg/en-afslagrytters-bekendelser/

Lad mig høre hvad du har på hjerte