Stephanie Fjeldsø Fischer – Forfatter

Vejen til udgivelse #3 – Louise Haiberg



Nogle får stakkevis af afslag før de bliver antaget, mens andre kun bruger et par forsøg.

Jeg er selv udgivet i 8 antologier og har en enkelt selvudgivelse, men romanerne er endnu ikke blevet antaget. Én er havnet i skrivebordsskuffen efter et fuldt forståeligt afslag, og en anden har fået et afslag med en udtalelse, så den skal ud til det næste forlag efter en omgang redigering.

I dag har jeg inviteret Louise Haiberg til at fortælle om sin vej til at blive udgivet, og jeg håber du vil tage godt imod hende.


Mit navn er Louise Haiberg og jeg debuterede i 2013 med Oprører, første bind i serien Dæmondræberen.

Siden da har jeg fået udgivet yderligere seks bøger og har en mere på vej.

Okay, jeg anser min vej mod udgivelse som forholdsvis kedelig. Jeg har ikke indsendt manuskript efter manuskript og fået massevis af afslag. Men nu fortæller jeg om min vej mod udgivelse.

Det hele startede selvfølgelig med at jeg begyndte at skrive. Jeg forelskede mig i ord allerede i skoletiden og i en alder af 13 år drømte jeg om at blive forfatter (enten det eller kunstner). Jeg havde endda en ordbog liggende ved siden af sengen som jeg læste i om aftenen. Det var dog først da jeg var atten at jeg sendte mit første færdige manuskript afsted til et forlag. Det hed Drageklipperne og var første bind i en trilogi. Det modtog et standardafslag og blev aldrig sendt til andre forlag.

Okay, ærligt sagt. Det første afslag man får gør ondt. Man er jo sikker på at det man har skrevet er genialt.

Når jeg læser det pågældende manuskript i dag (Ja, jeg gemmer alle mine gamle manuskripter), så kan jeg godt forstå at jeg fik et nej. Historien er muligvis god nok, men det er det sproglige bestemt ikke.

Næste gang jeg sendte et manuskript var jeg treogtyve. Igen var det første bind i en serie, hvor jeg allerede havde skrevet den næste.

Denne gang modtog jeg ikke blot et standardafslag, men fik en konsulentudtalelse. Dog haltede mit sprog stadig og det endte med at jeg fik et nej. Dette manus blev sendt til nogle andre forlag, men der fik det blot standardafslag. Tror det endte med 5-6 afslag før jeg smed manus i skuffen. Men jeg opgiver det nok aldrig helt, hvilket er grunden til at I ikke får titlen på det.

Hermed når vi til det tredje manuskript jeg sendte ud. Her i en alder af niogtyve. Igen var det første bind i en historie og mens jeg ventede på svar fra forlaget skrev jeg videre på den næste.

Så modtog jeg en opringning fra min kommende redaktør. De var interesserede, men mente ikke at historien var lang nok. Jeg fløj på en sky og svarede at jeg allerede var i gang med næste del af historien. Næsten færdig, manglede kun ti kapitler og det kunne jeg da klare på samme antal uger. Panik. Havde helt glemt at tænke på redigering. Men jeg nåede det og den næste del blev sendt.

De to dele blev til Oprører – Dæmondræberen 1.

Som I kan se gik der en del år mellem hvert manus jeg sendte af sted. Det var ikke fordi jeg stoppede med at skrive. Jeg skrev, der var bare intet jeg følte var godt nok eller også blev jeg aldrig færdig med historierne. Eller jeg skrev dem for min egen skyld.

Lad mig høre hvad du har på hjerte

Vil du høre mere?

Min selvbiografi “Mit liv med muskelsvind”, kommer omkring ting som fordomme, berøringsangst og tanker fra starten af livet. Er du nysgerrig efter at læse mere om mit liv med muskelsvind? Netop nu kan du få 30% rabat i min shop på “Mit liv med muskelsvind”, og samtidig få bonus novellen “Skrevet i blodet”.

Du hører også fra mig, når jeg har noget på hjerte, som for eksempel kommende udgivelser, arrangementer og andre hyggelige ting(gaver, rabatter osv.).



Forfatter?

Jeg benytter MailChimp til at sende mails, så dine oplysninger ligger på deres serverer, og bliver delt med tredjepart i forhold til visning, beskyttelse og markedsføring, men det er kun mig, der kan benytte oplysningerne til at kontakte dig. Og du kan til en hver tid ændre eller slette dine oplysninger.